Markedsføring virker kun, når den bliver udført
“Det frustrerer mig, at jeg hver uge skal starte forfra,” sagde hun.
Vi sad med en kop kaffe i mødelokalet. Hun er marketingansvarlig i en B2B-virksomhed og havde netop fortalt, hvordan hun uge efter uge mindede kollegerne om at dele opslag på LinkedIn. “De er ikke imod det. De siger faktisk, det er en god idé. Men de får det ikke gjort.”
Hun er kompetent, strategisk og har et godt overblik. Alligevel sidder hun – som mange andre – med fornemmelsen af, at hun konstant skal holde gang i det samme hjul: Opfordre. Skubbe på. Minde om. Gentage.
Hun har prøvet det meste:
- Skabeloner
- Eksempler
- Nyhedsmails med forslag
- At dele opslag fra virksomhedens side og opfordre til kommentarer
Alligevel hænger det i luften.
Det var dér, jeg sagde noget, som jeg også selv havde brug for at blive mindet om:
Markedsføring skal ikke være perfekt. Den skal være aktiv.
Hvorfor bliver det ikke gjort?
Vi stiller ofte for høje krav til, hvordan indhold “bør” se ud. Det rigtige tidspunkt. Den rette formulering. Den gode vinkel.
Alt det har sin berettigelse. Men det må ikke blive en stopklods. Når man føler, at det skal være gennemarbejdet for at være godt nok, bliver det for mange nemmere at lade være.
Det gælder både for marketingfolk og for kolleger, der sjældent poster noget. Der er en risiko for at føle, at det, man har på hjerte, ikke er “værdigt nok”.
Men sandheden er:
Et par jordnære linjer om hverdagen skaber ofte langt større værdi end et perfekt redigeret indlæg.
Hvad kan man konkret gøre?
Jeg foreslog hende to lavpraktiske tiltag – som vi også selv arbejder med:
1. Skriv opslagene for kollegerne
- Brug 15 minutter på at interviewe en kollega om noget konkret, de har arbejdet med.
- Skriv det i deres tone – og send det til godkendelse.
- Gør det nemt at sige ja eller nej.
Det er ikke manipulation. Det er en måde at sikre, at gode indsigter ikke går tabt i en travl hverdag.
2. Giv tydelig tilladelse til at være ufuldkommen
- Når I poster fra virksomhedens side, så skriv:
- Det skal være en mulighed – ikke en forventning.
Skal vi vente på det perfekte?
Ingen bliver klogere på jeres virksomhed, hvis der ikke bliver sagt noget. Og de fleste medarbejdere sidder allerede inde med erfaringer og eksempler, der kunne være relevante for andre.
Start med lidt. Gør det nemt. Gør det konkret. Så er der noget at bygge videre på.
Tak fordi du læste med! Har du spørgsmål eller kommentarer? Find mine kontaktoplysninger her.
Få 15 minutters uforpligtende sparring
Udfyld formularen herunder, og fortæl kort, hvad du har brug for hjælp til. Jeg kontakter dig inden for en arbejdsdag.
