Skip to main content

Spørgsmålet til 1 million kroner om online markedsføring: “Hvordan får du den størst mulige effekt af dine annonceringskroner”?

Det er lidt en kunst at få meget ud af lidt (penge) – en kunst jeg tror, vi er mange, der godt kunne tænke også at mestre.

Men har du ikke prøvet digital annoncering før, så kan det selvsagt være en meget vanskelig opgave at finde ud af, hvordan du skal markedsføre din virksomhed for at få størst mulig effekt. For du har ingen data eller erfaringer at trække på.

I første omgang anbefaler jeg, at du først udtømmer benytter de gratis alternativer, der er til betalt markedsføring.

Google My Business, opslag på dine sociale medier, søgemaskineoptimering & e-mail markedsføring er alle glimrende områder, du kan og bør markedsføre dig med.

Her kan der være meget værdi at hente, allerede inden du kaster så meget som en krone af dine surt-optjente håndører på betalt annoncering.

Selvom garantier er svære at give, så vover jeg pelsen og siger, at du er langt foran gennemsnittet af førstegangsannoncører, hvis du tænker over (og eksekverer på) de 5 steps i dette blogindlæg:

  • 0. Hvad er det, du gerne vil?
  • 1. Spil dum: Hvem er din målgruppe?
  • 2. Gå på eftersøgning: Hvor er din målgruppe?
  • 3. Sæt dig op til succes: Opsæt din sporing ordentligt
  • 4. Aktivér de små grå: Udform dine kreativer

Step 0 – Hvad er det, du gerne vil?

Tillad mig et øjeblikket at stille dig et dumt spørgsmål: “Hvorfor vil du egentlig være synlig online?”

Ja, undskyld jeg spørger. Men svaret på det spørgsmål er faktisk ret essentielt.

Vil du skabe flere salg?

Vil du skabe større kendskab til din virksomhed?

Vil du genaktivere tidligere kunder?

Vil du have flere tilmeldinger til dit nyhedsbrev?

Eller noget helt syvende?

Uanset hvilket mål du har, så får svaret senere en betydning for, hvordan du skal angribe de resterende trin i guiden.

Step 1 – Spil dum: Hvem er din målgruppe?

Du ved intet om din målgruppe.

Det er dit udgangspunkt, når du når til dette trin.

For at din annoncering skal vække genklang i din målgruppe, er du nød til at vide, så meget som muligt om, hvad deres hjerter banker for.

En stor fejl, der bliver begået hver dag og i stor stil af selv rutinerede annoncører, er at tro, at de ved præcist hvad deres målgruppe tænker.

Det er både arrogant og hovedløst.

Måske har målgruppen flyttet sig siden du sidst snakkede med dem? Måske har markedet udviklet sig? Måske har du misforstået målgruppen?

Der er mange gode grunde til at forholde sig ydmyg til den målgruppe, du gerne vil kommunikere med.

Hvordan lærer du din målgruppe at kende?

Ved at spørge dem naturligvis!

Måske har du allerede nogen kunder, du kan interviewe omkring hvorfor de køber hos dig.

Måske kender du nogen, der minder om dem, du gerne vil tiltrække flere af.

Send en brevdue, grib knoglen eller send en simpel mail, og få sat et interview i stand.

Hvad du skal spørge dem efter?

Alt, hvad der kan relatere sig til dit produkt eller ydelse?

Spørg ind til købsrejsen: Hvornår starter den? Hvordan ser køb den ud fra start til køb? Hvad er vigtigt for målgruppen, når de skal købe? Hvor kigger de henne?

Spørg ind til, hvilket behov dit produkt eller ydelse løser. Som regel handler det ikke om selve produktet, men hvad produktet for målgruppen til at føle, når de har det.

For eksempel, så går du ikke i fitnesscenter for kontinuerligt at pine dine muskler til krampe for at få store muskler eller reducere taljen.

Du gør det fordi de store muskler eller den smalle talje giver dig en række positive følelser: Velbehag, respekt fra omverdenen, selvrespekt, mentalt overskud og meget mere.

Det giver dig også fraværet af andre følelser: Dårlig samvittighed, mindreværd, lav selvtillid, ubehag ved fysisk aktivitet og så videre.

Og det er selvfølgelig det samme hos din målgruppe.

Men ligesom der kan være 50 forskellige nuancer af grå (nej, jeg har ikke set filmen), så er der også fantastisk mange nuancer af, hvorfor folk gør som de gør.

Og måske finder du frem til, at der er små tendenser i målgruppen, du naturligvis kan bruge i det fremadrettede markedsføringsarbejde.

Step 2 – Gå på eftersøgning: Hvor er din målgruppe?

Du er ivrig.

Og jeg forstår dig godt.

Du vil gerne i gang nu og se resultaterne (og kunderne) vælte ind.

Problemet er bare, at det gør kunder sjældent bare lige fordi du søsætter dine annoncer.

Selvom det kan synes at være unødvendigt overarbejde, at du nu skal bruge endnu mere krudt på at forberede dig inden du skyder din annoncering i gang, så gør det alligevel. Det er godt givet ud.

Nu skal du finde ud af, hvor dine kunder befinder sig online, så du kan vælge, hvilke forskellige platforme du skal annoncere på.

For det er selvfølgelig skønne spildte kræfter at bruge tid og penge på at annoncere på en platform, hvor målgruppen ikke befinder sig.

Er du en webshop eller arbejder du med B2C, så vil en god start ofte være Google Adwords, Facebook og Instagram.

Beskæftiger du dig med B2B, vil medier som Google Adwords, Facebook og LinkedIn være velvalgte. (Og ja, der stod Facebook – direktørerne og beslutningstagerne er også på Facebook!)

Brug også din viden fra step 1 om målgruppen for at få en sikkerhed for, at målgruppen befinder sig på det medie, du har udset dig.

Step 3 – Sæt dig op til succes: Opsæt din sporing ordentligt

Én af online markedsførings største forcer er, at det er meget målbart. Ikke fuldstændig, ikke perfekt, men stadig den mest målbare markedsføringsmetode vi har i øjeblikket.

Alligevel overser eller glemmer mange at få deres sporing på plads fra dag 1, så de rent faktisk kan måle på deres annoncering.

Sandt nok, du kan sagtens lave digital markedsføring uden at opsætte din sporing.

Det svarer lidt til at bowle med bind for øjnene.

Du kan være heldig at tage kejler, men du aner dybest set ikke om du rammer eller ej, når du sender kuglen afsted.

Så brug tid her på at omsætte de mål, du lavede på step 0 og opsæt dem i din sporing på dit website.

Et godt sted at starte er Google Analytics, og er man mere avanceret, så bør man også kigge på Facebooks pixel og LinkedIn.

Det har aldrig været nemmere at opsætte sporing, og heldigvis finder der et hav af how to’s på nettet til, hvordan du gør.

Har du ikke selv tålmodig til det, så betal dig fra det. Det tager som regel ikke lang tid for en professionel at opsætte.

Step 4 – Aktivér de små grå: Udform dine kreativer

Nu er vi der næsten!

Benarbejdet er gjort, affyringsrampen er bygget op og nu mangler vi bare raketten – dine kreative materialer – der snart skal affyres mod det uendelige univers.

Med din dybe indsigt i målgruppen, bør du nu have en god idé om, hvilke budskaber, der går rent ind hos målgruppen.

Den viden kommer dig til gode nu, hvor du skal udforme dine kreativer – altså selve annoncerne, din målgruppe eksponeres for.

Især svaret på tre spørgsmål kan hjælpe dig, når du skal udforme dine annoncer:

  • Hvilke fordele får jeg ved at vælge dit produkt eller din service?
  • Hvilke ulemper undgår jeg ved at vælge dit produkt eller din service?
  • Og specielt til annoncering på sociale medier: Vær skarp på, hvorfor skal din annonce være i din målgruppes nyhedsstrøm?

Det hele handler om at give målgruppen et rigtigt godt incitament for at klikke på din annonce.

Selvom du sikkert synes, at det, du tilbyder er verdens fedeste produkt/service, så synes målgruppen formentlig mest af alt, at du bare er endnu en irriterende reklame blandt andre irriterende reklamer på sociale medier.

Medmindre du formår at tale til deres dybeste behov – både i din annoncering, men naturligvis også på den webside som din målgruppe føres over på, når de klikker på dine annoncer – så får du aldrig fanget målgruppen.

Formår du at eliminere tvivl, usikkerhed og andre barrierer som målgruppen har for at købe dit produkt eller din service, så er vejen banet for en succesfuld annoncering.

Værsgo at skyde raketten afsted!

Det kan måske virke som stor ståhej for ingenting og at skyde gråspurv med kanoner at bruge så lang tid på at forberede din annoncering inden du overhovedet kommer i gang.

Men faktum er bare, at dårlig planlægning og middelmådige lappeløsninger ikke giver dig nævneværdige resultater.

At skille sig ud fra mængden og konkurrenterne kræver, at man går den ekstra mil i sin planlægning af de digitale aktiviteter. Og du vil takke dig selv for på et senere tidspunkt, at du investerede den tid, det kræver at skabe fundamentet for effektiv online markedsføring.

Så hav ovenstående tips in mente og hold hovedet højt: Du lærer med sikkerhed noget værdifuldt om din målgruppe undervejs i processen.

Vil du vide mere?

Udfyld kontaktformularen
- vi kontakter dig inden for 1 arbejdsdag

Ring til os >
Send os en mail >

Besøg LinkedIn-side >

Adresse:
Østre Allé 6
9530 Støvring

Morten Kyvsgaard